Sommerferie 2008
Via ferrate i Dolomitterne og bjergbestigning i Zermatt
Årets sommerferie bestod af en uge med via ferrate klatring i Dolomitterne, Swiss Alpine Marathon i Davos, Schweiz, og endelig en uge med bjergbestigning i Zermatt, Schweiz. |
Lørdag 19. juli Tog af sted fra København om aftenen sammen med Jacob Anthonsen i en bil fuldstændig fyldt op med grej. Tog færgen fra Gedser og startede derefter på den lange tur ned gennem Tyskland. Heldigvis var der stort set ingen trafik, og kun ved München holdt vi lidt i kø. Det regnede fra München og gennem Østrig, men da vi kom over Brennerpasset klarede det op og vejret blev bedre og bedre.
|
Søndag 20. juli Vi ankom til Val di Fassa ved 10 tiden om formiddagen. De havde lovet torden
om eftermiddagen, så vi fik os hurtigt indkvarteret på Vidor
Camping lidt uden for Pozza di Fassa og kørte derefter af sted
mod turens første via ferrata rute, mens vi spiste mad undervejs.
Ingen af os havde prøvet via ferrata før, så vi havde
udvalgt kombineret let rute (sværhedsgrad 1 og 2 ud af 5). Vi tog
liften op fra Karer Pass til Rif. Paolina og sparede på den måde
500 højdemeter. Gik herefter nord på langs den bjergkæde,
vi siden skulle klatre tilbage over. Efter ca. en halv time nåede
vi startstedet for den første VF rute "Rotwand", der
havde sværhedsgrad 1B. Inden vi gik i gang mødte vi to tyskere,
der var vendt om kort efter at have startet på ruten. De mente,
den var for usikker. Vi overvejede situationen lidt, inden vi besluttede
os for at prøve kræfter med ruten. Tyskernes vurdering viste
sig hurtigt at være overdrevet. Det var en fin rute at starte på,
og vi kom hurtigt ind i rutinen med at benytte via ferrate slyngerne.
Toppen af Rotwand (2.806 m) blev således hurtigt nået. Det
var desværre ret skyet, så udsigten over bjergkæderne
herunder Rosengarten var ret begrænset. Nedstigningen fra Rotwand
gik en flad skråning uden klatring. Vi nåede nu frem til starten
af anden VF rute "Masara", der havde sværhedsgrad 2B.
Den øgede sværhedsgrad blev afspejlet med det samme, da ruten
startede med at løbe ca. 25 meter op ad en stort set lodret væg.
Igen viste det sig dog, at ruten ikke var specielt svær. Fra toppen
af væggen var vi lidt i tvivl om rutens videre forløb - ikke
første gang, der ikke var overensstemmelse mellem kortets viste
rute og rutens reelle forløb. Vi valgte at følge den tydeligste
sti, og passerede et stort vindue i klipperne inden vi kom tilbage til
flere stålwirer. Ruten gik nu op på kammen af Cresta de Majare,
hvorefter den gik langs kammen sydpå. Flere steder var ruten ret
"luftig", men man følte sig generelt godt sikret. Flere
steder på ruten var der desuden små huler i klippen, hvor
der var placeret små religiøse figurer - heraf flere eksemplarer
af madonnaen uden hoved! Vi havde begge VF ruter stort set for os selv,
og mødte kun tre franskmænd, der gik ruter i modsat retning
af os. Efter et par timer nåede vi rutens slutning, gik ned at en
stenskråning og tilbage mod liften. Undervejs passerede vi en imponerende
2 meter høj skulptur af en ørn. Tog liften ned og nåede
at spis en ordentlig gang aftensmad inden et kraftigt tordenvejr brød
ud. Sov 12 timer. |
|
|
|
|
|
Tirsdag 22. juli Vejrudsigten havde lovet godt vejr, så vi havde planlagt at bruge dagen på at bestige det højeste bjerg i Dolomitterne, Marmolada, 3.343 m (Queen of the Dolomites). Vi stod derfor tidligt op (det var alligevel pissekoldt i teltet) og kørte til Lago di Fedaia. Herfra tog vi en ret mystisk lift 550 højdemeter op til Rif. Pian dei Fiacconi i 2.626 m. Vi havde planlagt at tage Via ferrata ruten til toppen (sværhedsgrad 4C) og forhørte os på rifiguet om forholdene på ruten. Da frarådede den pga. hård vind og anbefalede i stedet, at vi tog den normale returrute både op og ned. 5 timer i hård og kold vind lød ikke så tillokkende, så vi lod os overtale. Marmolada er stort set eneste bjerg i Dolomitterne med gletscher, og vi fandt hurtigt reb, steigeisen og isøkser frem. Gletscheren var dog ikke specielt stejl eller svær og vi kom hurtigt frem det sted, hvor man skulle klatre op fra den nedre glescher til den øvre gletscher. Fra guide bogen fremgik det, at klatringen ikke var sikret alle steder og godt kunne være lidt svær. Det viste sig imidlertid, at hele ruten var blevet udstyret med stålwirer, så det var let at komme op. Det sidste stykke over den øvre gletscher gik let, og vi nåede toppen allerede efter ca. 2 timer. Det var koldt og blæsende på toppen, men der var en fed udsigt til Pale og Sella massiverne. Vi havde et kort stop ved hytten på toppen, inden vi gik tilbage. Turen ned bød ikke på de store udfordringer og vi var tilbage ved liften allerede efter 1 time. Fik kaffe og kakao og tog liften tilbage ned i dalen. Her stod den på frokost og et besøg på det lokale museum for 1. verdenskrig. Udbyttet var ikke så stort, da kun en lille del af udstillingen var oversat til tysk, men vi fandt da ud af, at de havde brugt 270 mio. sandsække alene i Dolomitterne … Vi var tidligere tilbage i lejren end planlagt, så sidst på eftermiddagen nåede jeg en tur på MTB'en. Turen gik op i dalen Val de sen Nicolo bag ved campingpladsen. Ca. 600 højdemeter konstant opad. Ruten gik først stejlt op ad en asfaltvej gennem skov, hvorefter den skiftede til en grusvej bygget af russiske krigsfanger. Det sidste stykke tyndede skoven ud og der var udsigt til bjergene. Fedt sted at køre MTB. Ruten vendte ved vandfaldene på San Nicolo stream. Herfra gik det med fuld fart de 600 højdemeter ned til campingpladsen. Bremserne var nærmest rødglødende. Om aftenen blev det igen rigtig koldt. |
|
|
|
|
|
|
|
|
Lørdag 26. juli Vi tog toget til Klosters om formiddagen og fik efter lidt kaos udleveret
vores startnumre. Vejret bød på høj sol, 25 grader
og kun svag vind. Det var således lagt op til en varm dag med 680
højdemeter på og 190 ned. Startfeltet var stort og meget
internationalt. Selve starten gik på en flot bro - et af de meget
få steder, vi løb på asfalt. Jeg havde frygtet for
tunge ben, men allerede fra starten var de helt ok, og sjældent
har jeg faktisk været så godt løbende. Jeg løb
mig således hurtigt op gennem feltet. Størstedelen af løbets
680 meter stigning lå i løbets første 10 km. Efter
ca. 400 meter drejede vi da også ind på en stor grusvej, der
havde en konstant og pæn stigning. Jeg var rigtig stærk opad,
mens jeg tabte lidt tid på de mere flade stykker. Ruten var rigtig
god og meget afvekslende med en blanding af skovveje, græsmarker
og små vandrestier. Desuden var der en rigtig god stemning langs
hele ruten og ikke mindst i mål. Det lykkedes mig at holde høj
fart på hele ruten og først den sidste km eller to begyndte
jeg at blive træt. Mellemtiderne var da også helt ok: 26.40
(6 km), 30.45, 18.13 og 18.19 (hvis ellers km skiltene var placeret korrekt).
Kom i mål på en 19. plads ud af 1.032 på tiden 1.33.51.
Det var jeg mere end tilfreds med. Måske man skulle overveje at
løbe deres maraton rute … Sad og samlede kræfter sammen med
Jacob og Karen inden vi tog tilbage til campingpladsen og slappede lidt
af. Om aftenen tog vi ind til Davos, drak et par øl og spiste en
velfortjent pizza. |
|
|
Søndag 27. juli Vi stod tidligt op og kørte til Zürich og hentede Rikke. Herfra
gik det til Zermatt (igen masser af bjergkørsel), hvor vi blev
indkvarteret på en campingplads i Randa. Jeg kørte en kort
tur på MTB om eftermiddagen på gennem Zermatt (300 højdemeter),
mens de andre lejede udstyr. Fedt at køre MTB med udsigt til Matterhorn!
|
Mandag 28. juli Vi stod forholdsvis tidligt op og tog taxi op til Zermatt. Herfra videre med
en svinedyr lift op til Klein Matterhorn i 3.900 meters højde.
Vejret var nogenlunde, varmt og kun svag vind, men desværre var
der småskyet. Vi fik udstyret på og gik den korte tur til
toppen af Breithorn (4.164 m) på knap 2 timer. Der var mange mennesker
og nærmest kø op mod toppen. Det var desværre ret skyet,
så udsigten var begrænset. Vi valgte at fortsætte langs
bjergkammen til Breithorn Mittelgipfel. Her var der færre mennesker
og da det samtidig klarede lidt op, fik vi lov til at nyde udsigten ned
mod Zermatt og over mod Castor og Pollux. Spiste frokost på gletscheren
på vej tilbage og blev nærmest stegt i solen. Fik en smule
højdesyge/hovedpine, til trods for, at vi burde have fået
masser af højdetilvænning i Italien. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Lørdag 2. august Vi blev vækket kl. 2.45. Spiste en hurtig gang morgenmad og fik udstyret
på. Jacob og jeg kom af sted ca. 3.15. Vejret var perfekt, helt
stjerneklart og kun en svag vind. Et flot syn hvor 30 pandelamper langsomt
bevægede sig op ad bjerget. Den første halve time gik vi
ad en moræne inden vi nåede frem til at sted, hvor gletscheren
var mere flad. Fik steigeisen på og fortsatte af sne og is. Efter
ca. 1,5 time nåede vi Festigrat, en klipperyg, der blokerede dalen.
Vi kravlede de små 100 højdemeter og ryggen og ned på
Hobärggletscher. Enkelte steder var ruten sikret, men det meste var
lettere klatring. Der var dog faldet sne i løbet af aftenen og
natten, så klatringen var lidt sværere end normalt. Fra toppen
af Festigrat var der en flot udsigt, men skyer i dalene og frit syn over
bjergene. Solen var ved at stå op og toppen af Matterhorn glødede
orange. De fleste klatrere fortsatte ad Festigrat mod toppen mens vi valgte
lidt lettere normale rute ad Hobärggletscheren. Turen var længere,
da vi skulle en stor bue udenom en serec-zone på gletscheren. Imponerende
som sneen og isen tårnede sig op. Der var faldet op mod 20 cm sne
på gletscheren, så det var hårdt at træde spor.
Heldigvis gik to engelske piger foran en del af vejen og trådte
spor en del af vejen. Jeg måtte dog også trampe min del af
ruten. Ved fortoppen mødte vi igen klatrene fra Festigrat ruten,
der havde været lidt hurtigere. De sidste ca. 100 højdemeter
gik langs en stejl snefane. Nåede toppen efter knap 6 timer. Her
var en imponerende udsigt over hele den vestlige del af Alperne: Mt. Blanc,
Gran Paradiso, Garda Søen (eller en anden sø i Italien),
Jungfrau, Matterhorn osv. osv. Vi blev der en 20 minutters tid inden det
gik tilbage. De første 500-600 højdemeter gik ret hurtigt,
da sneen var blød og let at gå i. Da vi kom ned på
den fladere del af gletscheren gik tempoet dog ned og det var bagende
varmt. Videre over Festigrat og ned på Festiglestcher. Vejret var
fortsat helt fantastisk og udsigten forrygende. Tilbage ved Domhütte
efter knap 10 timer. Vi spiste en hurtig omgang frokost inden vi fulgtes
med pigerne ned til Randa. En lang tur, hvor knæene og lårene
efterhånden blev godt og grundet ømme. Tilbage ved bilen
ca. 13 timer efter vi var startet om morgenen. En hård tur men en
flot bjerg og en imponerende udsigt. Kørte tilbage til campingpladsen
og fik et hurtigt bad inden vi kørte til Zermatt for at spise.
Kom tilbage, pakkede sammen og kørte mod Danmark ved 22 tiden.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Søndag 3. august Hjemturen gik uden de store begivenheder bortset fra en lukket motorvej ved
Fehmarn og en medfølgende omkørsel. Benene og knæene
var godt ømme og 15 timers biltur var lidt halvhårdt. Super
ferie med masser af aktiviteter. Via Ferrate og bjergbestigning kommer
der bestemt mere af på den kommende ferier.
|